Et nyt år, en ny start?

For nogle markerer nytåret en tid, hvor der reflekteres over det forgangne år og laves forsætter for det kommende. Men måske skulle vi bruge mere energi på at nytænke forretningsgrundlag, arbejdsmetoder og produkter hele året rundt? Verden ændrer sig hele hele tiden og dermed også kravene til det, vi udbyder.

Et nyt år, en ny start?

Allerførst – rigtig godt nytår til jer alle, jeg håber 2020 enten forsætter så godt som 2019 eller bliver et godt år for dig 🙂

Men starter og stopper året egentlig ved årsskiftet? Livet er jo on-going (og går op og ned) og jeg får personligt mere ud af at reflektere over årets gang op til sommerferien, hvor der er lunt og lyst, end ved årsskiftet, hvor der er koldt og mørkt.

Jeg forsøger at reflektere over, hvad der har været godt i den forløbne periode og hvad der kan blive bedre i den kommende. Det handler nok mest om at få styr på, hvad jeg skal igang med, når jeg har holdt en pause/ferie, så dét er på plads og jeg derfor rigtig kan få slappet og koblet af.

Jeg er for længst holdt med at lave nytårsforsætter på det personlige plan – jeg laver løbende aftaler med mig selv gennem året og de er aldrig så forkromede, at jeg ikke har en reel chance for at gennemføre dem, så er der større chance for succes – og succes avler jo som bekendt succes 😉

 

Eller ny- og gentænkning hele året

På det professionelle plan har jeg et ønske, der på en måde også handler om fornyelse og nye begyndelser.

På vores hjemmeside kan du på “Om UsMeUs” udover vores designdeklaration læse følgende:

“Designs fra USMEUS har et fælles dna, selvom produkterne er forskellige. Vi bestræber os nemlig på, at designs fra os skal gøre hverdagen lidt bedre og folk lidt gladere, forstået på den måde, at produkterne gerne skal kunne gøre det lidt (eller meget) bedre end lignende produkter på markedet.

Vi elsker langtidsholdbare designs, dvs. designs du har lyst til at have i årevis, men vi kan ikke lade være med at krydre det med et tvist, der giver plads til det nytænkende, skæve eller anderledes.

For os udspringer designs af en mangel eller et behov. Derfor har vores designs ofte en feature, der har en meget praktisk og jordnær funktion. Ellers giver det ikke mening, at lave “endnu et” design.

Hos USMEUS skal både det praktiske og det æstetiske gå op i en højere enhed.”

Billedet, der er valgt til dette indlæg på BLOGsiden, er BAEKKE armbåndet, som jeg forestillede mig det i en 3D rendering, efter at være kommet på idéen at gentænke smykket og det at smykke sig 🙂

Fornyelse er et vigtigt og fantastisk “benspænd”

I førnævnte ligger ønsket fra min side om at gen- eller nytænke et produkt – at tænke det forfra. At lave et andet “take” på det, der gør, at produktet er bedre tilpasset de krav og ønsker, der er til produktet idag. Hvilke funktioner skal det EGENTLIG opfylde? Hvad KAN et givent materiale. Hvilke nye kontekster kan vi se og bruge produktet i?

Hvad skal en en taske eller et smykke f.eks. kunne?

I MES AFFAIRES serien er det at “finde ting” i tasken gentænkt, så den ikke kun er til at bære og opbevare noget i. I BAEKKE serien er det at “smykke sig” gentænkt, så man kan forny ét smykke gennem hele livet, stedet for at købe nye smykker hele livet. I mine grafiske produkter kan du f.eks. “brodere” dit eget citat, i stedet for at købe et færdigt eller skræddersy en hilsen til en særlig person.

 

Evnen til fornyelse er vejen frem

Nogle produkter og virksomheder har en vis levetid, ofte fordi der ikke er fokus på fornyelse og gentænkning. Det er super vigtigt, hvis man vil “overleve” og også super vigtigt for vores alles fremtid, ve og vel. Tænk bare på udvikling indenfor medicin, transport, bæredygtighed etc.

Kigger man på livsstilsprodukter, så er der virksomheder, der ikke har fulgt med tiden, nogle der har forsøgt og har fejlet og så er der de, der er lykkedes for og som med gentænkning af et produkt, et materiale, en funktion eller en kontekst har skabt noget helt nyt og unikt. Iphone er jo et velkendt eksempel herpå.

House of Amber

Da jeg var barn i 70’erne var ravsmykker hot. Siden har rav ikke været så meget i min bevidsthed udover, jeg synes, det var fantastisk at finde på stranden og et skønt materiale at arbejde med i smykkeværkstedet på mit højskoleophold i 90’erne. Derudover havde jeg for nogle år siden en kort fascination af farven på grønt rav 😉 Jeg vidste dog, at der lå en kæmpe ravbutik i København, der formodentlig ernærede sig af turister, for hvem rav sikkert er både eksotisk og sjældent – og derfor interessant. For mig hørte rav 70’erne til og derfor håbløst umoderne og mormor-agtigt.

MEN så faldt jeg tilfældigt over disse produkter, som jeg synes er en GENIAL nyfortolkning af ravsmykker, jeg selv ville bære. Nu er jeg også særligt glad for helt forskellige materialers -og farvers sammensætning. Men jeg synes, det er SÅ godt tænkt og virkelig godt løst og jeg håber og tror på en revival for rav som materiale. Jeg ville ikke selv gå af vejen for både at bære og udvikle nye produkter i rav.

Klik her hvis du ønsker at se hele kollektionen Enlightened Enamel fra House of Amber, der er vist eksempler på til venstre herfor.

Klik her hvis du ønsker at se hele kollektionen Urban Safari fra House of Amber, der er vist eksempler på herover.

Med det vil jeg bare sige: gen- og nytænk HELE året rundt og så drop de urealistiske nytårsforsætter 🙂